Vil du skovle kunder ind?

“Halløj, du laver SEO. Hvorfor fortæller du mig, hvordan jeg skal styre min Facebook side? Hvorfor blander du dig i min reklamekampagne og pressehåndtering?”

Det gør vi, fordi SEO faktisk er alle de ting du gør på din hjemmeside, som får en betydning for søgemaskinernes rangering. Du kan gøre meget for at påvirke de elementer, som har betydning for søgemaskinerne. Og det er mange forskellige elementer: sprog, psykologi, sociale medier, design, analyse, reklame, pr osv.

At gøre en hjemmeside nem at indeksere samt vedholdende producere godt og relevant indhold, opfattes som essensen af SEO (search engine optimization eller søgemaskineoptimering). I seneste Whiteboard Friday fortæller Rand Fishkin, at det – naturligvis – er meget mere komplekst.

Høj indekserbarhed og godt indhold er nødvendigheder, hvis du vil have besøg på din hjemmeside, men der skal mere til. Engagement fra dine besøgende – deling, synes godt om, kommentarer – er blevet enormt vigtigt, hvis du vil have succes på nettet. Links har massiv betydning for søgemaskinernes rangering af siderne, så alt hvad der skaffer links er godt i SEO-optik.

SEO er en ultrakompetitiv praksis, så du kan ikke bare gøre en behjertet indsats og så læne dig tilbage. Dine konkurrenter vil hele tiden nærme sig din placering og med tiden overhale dig, hvis du giver dem lov.

Der findes masser af lækre, højt indekserbare blogs derude, som trods godt og solidt indhold ikke præsterer SEO-mæssigt. Skal din blog skovle besøgende ind, er det vigtigt ikke at låse sig fast på en snæver definition af SEO.

Rand Fishkins tavle
Rand Fishkins tavle

Google ved alt om dig

Måske ikke alt, men nok til at de kan gøre svært for dit site at præstere, hvis du ikke følger Googles mange regler.

Hvem administrerer en hjemmeside? Det er efterhånden blevet et meget vigtigt spørgsmål for Google, når de skal rangere søgeresultaterne.

The Hobbit: The Desolation of Smaug
Google vågner (foto: The Hobbit: The Desolation of Smaug)

Onde links
Mange vil gøre næsten hvad som helst for at komme til at ligge på side 1, og administrerer man mange sider, er det nærliggende at lade alle siderne linke til hinanden. Google kan jo godt lide links, men alle links er ikke lige gode, og nogle er direkte skadelige. Links imellem sider med samme ejer/administrator kan være endog meget skadelige.

Det giver egentlig god mening i en ideel verden, for det er naturligvis mere værdifuldt at få links (anbefalinger) fra andre end sig selv. Har du 12 indholdsmæssigt urelaterede sites, som du konsekvent linker imellem, tænder alle advarselslamper hos Google.

Frelste links
Nogle gange belønner Google links mellem sider med samme administrator. Sider med stor autoritet/popularitet kan med fordel linke til andre sider, de administrerer, for at fortælle Google at disse sider er lige så gode. F.eks. hvis en virksomhed ekspanderer til andre lande, giver det god mening at linke mellem landene. Eller mellem sites på forskellige sprog.

the-hobbit-the-desolation-of-smaug
“Goddag, lille admin, hvad har du gang i?” (foto: The Hobbit: The Desolation of Smaug)

Du kan ikke gemme dig
SpyOnWeb er et af mange steder, hvor du kan se alle links til det site, du vil udspionere. Og alle kan se relationerne mellem dine sites.

Google kigger også på indhold. Er indholdet identisk, f.eks. ens billeder på to sites, er det et tegn på, at siderne kan være administreret af den samme. Det behøver ikke være noget problem, men hvis du konsekvent genbruger indhold fra dine andre sider, tæller det ned.

Noget så uskyldigt som kontaktinformation på dine Kontakt os sider: Hvis de er identiske, peger det også Google i retning af samme ejer.

Tilsvarende hvis alle dine sites er layoutet med den samme WordPress skabelon, er det noget, der skærper Googles opmærksomhed.

Der er masser andre tegn: Du kan ikke gemme dig fra Google.

Fortiden indhenter dig
Har du først rodet dig ud i black hat link building, har Google nu muligheden for at jagte dig helt ned i helvede. Der er eksempler på, at folk har indset deres synd, brændt deres site, fjernet alle links og startet forfra på et helt nyt domæne – kun for at se det nye site blive straffet, fordi Google husker deres grådige fortid.

Dydens smalle sti virker altså som vejen frem, hvis man vil have succes på nettet i det lange løb.

Kilde: Cyrus Shepard foran den hvide tavle 2. maj 2014 – How Google Knows What Sites You Control And Why it Matters 

Hvorfor langsomme loadtider får dine besøgende til at flygte

Har du nogensinde hørt om en internetbruger, der ville ønske, at hjemmesider ikke var så hurtige om at loade?

Hastigheden af din hjemmeside er en af de vigtigste elementer, hvis du gerne vil have besøgende, der ikke stikker af igen med det samme.

Ifølge en post fra Econsultancy tilbage i 201, var langsomme hjemmesider skyld i tab på op til £1.73 milliarder, fordi de besøgende simpelthen ikke gad at vente et par sekunder mere, end de var vant til.

Hvor hurtig skal siden loade?

Så hurtig som muligt.

Et bedre svar er, i følge Ramesh Sitaraman fra University of Massachusetts, op til 2 sekunder. Ramesh udarbejdede en rapport ved navn “Network Performance: Does It Really Matter To Users And By How Much?” hvor han altså konkluderede, at de besøgende er tålmodige – i de første to sekunder, efter de er klikket ind på en side.

For lige at understrege hvordan størstedelen ser på hastigheden af hjemmesider: Google mener at en hjemmeside er “langsom”, hvis loadtiden er længere end halvandet sekund.

Hvordan kan jeg forbedre hastigheden?

Du kan starte med at få din hjemmeside testet på en af de mange hjemmesider, der tilbyder hastighedstests.

Hvis din side loader hurtigere end 2 sekunder: Tillykke! Du har lavet en side, som Google og dine besøgende ikke rynker på næsen af. Nu kan du i stedet fokusere på at levere indhold af den højeste kvalitet.

Hvis din side loader langsommere end 2 sekunder: Frygt ej – det er ikke verdens undergang. Kig dig omkring – eller bed den sideansvarlige om at gøre det – og se om du kan finde nogle billeder, der er for store, eller om du har nogle plugins, du kan undvære (hvis du bruger WordPress eller et andet CMS).

På tools.pingdom.com kan du endda se hvilke elementer der gør din hjemmeside langsom. I mange tilfælde er hjemmesiden langsom, fordi der sker for meget på forsiden. En god idé kunne være at sprede indholdet ud på flere sider, eller at skære det unødvendige fra.

Når du har gjort det der skal til, kan du rette blikket mod dit hostingselskab. Kvalitet koster; derfor oplever man tit at billigst er lig med langsomst. Når man først har indset hvor vigtig hastigheden af ens hjemmeside er, bliver det straks nemmere at vende blikket mod de dyrere hostingselskaber.

Sørg derfor for at få fat i et godt hostingselskab og en god webdesigner, når siden skal bygges op fra bunden eller blot opdateres – det kan mærkes på bundlinjen.

Hjemmeside i denne kategori? Ja tak
Hjemmeside i denne kategori? Ja tak

 

Hvor unikt skal det være?

Ikke noget magisk tal
Ind imellem kan man høre seo-folk udtale, at det er ok, hvis indholdet er 17, 33 eller 41% duplikeret. Rand Fishkin afliver nu denne myte eftertrykkeligt – der er ikke noget magisk tal. Algoritmerne er mere sofistikerede og indbefatter et væld af faktorer. Når en artikel eksempelvis figurerer på flere forskellige sites, skulle man tro, at den originale artikel rangerer højest, men sådan er det ikke. Google tager f.eks. også hensyn til antallet af kommentarer og domænets autoritet. Et debatindlæg på 180grader kan således få større værdi end det samme debatindlæg, dér hvor det oprindeligt blev udgivet.

I denne sin seneste lektion behandler Rand Fishkin emnet duplikeret vs. unikt indhold – eller hvor unikt skal indholdet på din hjemmeside være for at klare sig godt på Google?

Undgå ens sider
Søgemaskinerne forsøger at luge ud i duplikeret indhold, og siden Panda-opdateringen i 2011 risikerer artikler, der er ens, at blive sorteret fra i søgeresultaterne. Der er forskel på, om det er flere mediehuse, der helt legitimt udgiver den samme artikel, eller om du har den samme artikel liggende flere gange på din side. Det sidste er meget dumt, fordi duplikeret indhold på dele af dit site kan skade hele dit site. Derfor skal du gøre en af følgende ting, hvis du har ens sider:

  • Du kan lave en robot.txt-fil, hvor du beder søgerobotterne om kun at indeksere den ene side.
  • Du kan rel=canonical siderne hen til den primære side.
  • Du kan også vælge at den slet ikke skal indekseres ved hjælp af “disallow meta noindex” eller via Google Webmaster Tools.
  • Hvis du flytter eller ombygger dit site, skal du ikke slette de gamle sider, men lave en 301 redirect, så læserne kommer det rigtige sted hen og de gamle sider ikke skader rangeringen af de nye.

Hvornår er duplikeret indhold ok?
Ved indhold forstås brødtekst, overskrifter, billeder osv. på selve siden. Indholdet i sidebaren eller i footeren, reklamer og navigation osv. tæller ikke med, hverken på godt eller ondt.

Intern duplikation – dvs. når du lader indhold gå igen på flere af dine egne sider – behøver ikke være et problem, hvis det er diskret, eller der er en mening med det. F.eks. har mange sider, der endnu ikke er responsive, én version af hjemmesiden til mobiltelefoner og én til skrivebordet. Tilsvarende bliver man næppe heller straffet for, at det sidste afsnit på en side er identisk med andre sider, f.eks. hvis du har 7 unikke sider om 7 forskellige produkter, og den sidste paragraf handler om generelle forhold. Men overvej alligevel om ikke det sidste afsnit burde have sin egen side, som du så bare linkede til.

Mange seo-skribenter er panisk angste for at bruge indhold fra andre kilder – de tror ikke, søgerobotterne ved, at det er ok at citere. Men det ved de godt, ifølge Rand Fishkin. Du kan sagtens citere en anden blogger, et online leksikon eller en MSM-artikel, eller lægge en video fra You Tube på dit site – når blot du tilføjer dine egne tanker om emnet.

Din artikel skal have unik værdi
En artikel, der bare omformulerer en anden artikels pointer, har ikke unik værdi. Teknisk er indholdet unikt, men søgerobotterne belønner dig kun, hvis du har bragt noget nyt på banen. En bruger, der leder efter et hotel i Nordjylland, er højst sandsynligt også interesseret i at vide noget om seværdigheder i Nordjylland – det kan være det nye.

Du kan også gøre indholdet unikt ved at tilføje billeder, du selv har taget, infographics, der præsenterer pointerne på en illustrativ måde, videoer…

Rand Fishkin tegner og fortæller - neden under videon kan du se en transkriberet version, og nu har jge taget nogle af pointerne og behandlet dem - på dansk med danske eksempler. Det må da være unikt nok?
Rand Fishkin tegner og fortæller – nedenunder videoen på Seomoz kan du læse en transkriberet version. Og nu har DL Net taget nogle af pointerne og behandlet dem – på dansk med danske eksempler. Det må da være unikt nok?

Brug billeder

Mange bloggere er tilbageholdende med at bruge personlige fotografier, fordi de er bange for at udstille sig selv. Men læserne responderer meget positivt på billeder af mennesker. Det er f.eks. meget vigtigt at have et billede af sig selv på sin hjemmeside.

Billeder bruges især på de sociale medier, der får stadig større betydning for søgemaskineoptimering. Hvis du gerne vil have aktiveret Pinterest-brugerne, skal du altid bruge billeder i dine blogindlæg. Forbrugere, der kender et bestemt brand via interaktion på sociale medier, er mere tilbøjelige til at besøge brandets hjemmeside gentagne gange og bruger mere tid på siden.

Mangler du ideer til billedmateriale på din blog, har Miranda Miller på SEOmoz bl.a. følgende forslag til motiver:

  • Deltagelse i velgørenhedsarrangementer.
  • Deltagelse i branchearrangementer, netværk osv.
  • Rejser.
  • Den heldige vinder i en konkurrence.
  • Sportshold o.a. som din virksomhed sponsorerer.
  • Folk der bruger dit produkt.
  • Kurver og grafer om brugen af dit produkt.
  • Introduktion af dine medarbejdere.
  • Screen captures af samtaler på Facebook og Twitter.
  • Screenshots fra dine videoer.
  • Omdan tekst til billede, f.eks. ved at indsætte et citat eller et FAQ spørgsmål/svar i grafik.
  • Lav diagrammer der illustrerer komplekse forhold i din branche.
  • Find gamle billeder fra din virksomhed frem og brug dem i nostalgiske indlæg.
  • Photoshop dine billeder og tilføj tegneseriebobler el. lign.
  • Søg i Google Images for at se, hvordan andre illustrerer dine søgeord.
  • Tjek Pinterest for at se, hvilke billeder der klarer sig bedst i din niche.