Er Facebook vejen til kvalitetstrafik?

Succes på sociale medier medfører en bedre placering i Google. Mange betragter dette som en selvfølge, men i denne blog forklarer Will Critchlow, at der ikke er basis for at drage den konklusion.

Nok er der en positiv sammenhæng mellem f.eks. Facebook shares og indgående links, men det er ikke nødvendigvis en årsagssammenhæng. Det kan lige så godt være, at mange indgående links medfører mere opmærksomhed på Facebook. Eller det kan være en ukendt faktor forbundet med sidens kvalitet, der giver succes hos både Google og Facebook. Ligesom solskin øger salget af is og solcreme – det er ikke is-salget, der får folk til at købe mere solcreme.

Sammenhæng mellem delinger på Facebook og indgående links

Will viser også, at det er nemt at skrue på knapperne i statistiske analyser, så modellen viser en større korrelation, svarende til den konklusion man gerne vil drage.

Med andre ord er det god grund til at være skeptisk overfor de mange skråsikre påstande om, hvad der virker og ikke virker på nettet. Sociale medier kan give meget værdi, men de kan også være en tidssluger. I mange tilfælde vil tiden være bedre givet ud på at arbejde med sidens kvalitet, i stedet for at tiltrække trafik via alle mulige smutveje, der måske viser sig at ende blindt.

Pas på blindgyder