Er Google+ en spøgelsesby?

Wall Street Journal sammenligner i denne artikel Facebook og Google+, hvilket ikke falder ud til fordel for Google+

90 millioner brugere er registreret, siden Google+ blev lanceret sidste år, men alle disse brugere foretager sig tilsyneladende ikke noget særligt på det nye sociale medie. PC-brugere spenderer i snit tre minutter om måneden på Google+ sammenlignet med 6-7 timer på Facebook, der har 845 millioner brugere.

Google+ har positioneret sig som en konkurrent til Facebook. Man skal kunne de samme ting; statusse, dele, kommentere, synes godt om, spille spil osv. i forskellige grupperinger. Når forskellen er ens, er der ikke noget incitament for at begynde processen med at opbygge et netværk et nyt sted, mener eksperterne. Selv Pinterest slår åbenbart Google+ i aktivitet. Annoncører og spilleverandører er da heller ikke så varme på Google+ længere.

Men fordelen ved Google+ er, at det sociale netværk spiller sammen med Googles andre ydelser: søgemaskinen, Gmail, Youtube, Google Docs. Hvis man søger på Google, kan man finde personlige resultater fra Google+. Det har Facebook svært ved at matche, uanset hvor meget de bygger om – Facebook er et lukket kredsløb. Hvis kredsløbet bliver stort nok, kan det dog skade værdien af Googles søgemaskine, som ikke kan tilgå informationen på Facebook.

Det er op ad bakke for Google+, som er ny på banen – men det er alt for tidligt at dømme dem ude.