Måske ikke alt, men nok til at de kan gøre svært for dit site at præstere, hvis du ikke følger Googles mange regler.
Hvem administrerer en hjemmeside? Det er efterhånden blevet et meget vigtigt spørgsmål for Google, når de skal rangere søgeresultaterne.

Onde links
Mange vil gøre næsten hvad som helst for at komme til at ligge på side 1, og administrerer man mange sider, er det nærliggende at lade alle siderne linke til hinanden. Google kan jo godt lide links, men alle links er ikke lige gode, og nogle er direkte skadelige. Links imellem sider med samme ejer/administrator kan være endog meget skadelige.
Det giver egentlig god mening i en ideel verden, for det er naturligvis mere værdifuldt at få links (anbefalinger) fra andre end sig selv. Har du 12 indholdsmæssigt urelaterede sites, som du konsekvent linker imellem, tænder alle advarselslamper hos Google.
Frelste links
Nogle gange belønner Google links mellem sider med samme administrator. Sider med stor autoritet/popularitet kan med fordel linke til andre sider, de administrerer, for at fortælle Google at disse sider er lige så gode. F.eks. hvis en virksomhed ekspanderer til andre lande, giver det god mening at linke mellem landene. Eller mellem sites på forskellige sprog.

Du kan ikke gemme dig
SpyOnWeb er et af mange steder, hvor du kan se alle links til det site, du vil udspionere. Og alle kan se relationerne mellem dine sites.
Google kigger også på indhold. Er indholdet identisk, f.eks. ens billeder på to sites, er det et tegn på, at siderne kan være administreret af den samme. Det behøver ikke være noget problem, men hvis du konsekvent genbruger indhold fra dine andre sider, tæller det ned.
Noget så uskyldigt som kontaktinformation på dine Kontakt os sider: Hvis de er identiske, peger det også Google i retning af samme ejer.
Tilsvarende hvis alle dine sites er layoutet med den samme WordPress skabelon, er det noget, der skærper Googles opmærksomhed.
Der er masser andre tegn: Du kan ikke gemme dig fra Google.
Fortiden indhenter dig
Har du først rodet dig ud i black hat link building, har Google nu muligheden for at jagte dig helt ned i helvede. Der er eksempler på, at folk har indset deres synd, brændt deres site, fjernet alle links og startet forfra på et helt nyt domæne – kun for at se det nye site blive straffet, fordi Google husker deres grådige fortid.
Dydens smalle sti virker altså som vejen frem, hvis man vil have succes på nettet i det lange løb.
Kilde: Cyrus Shepard foran den hvide tavle 2. maj 2014 – How Google Knows What Sites You Control And Why it Matters