Som vi har skrevet lidt om på en af vores undersider, er det ikke så svært at tiltrække trafik til sit website.
Når du først har styr på søgemaskineoptimering, er det nogenlunde samme procedure du går igennem, uanset om hjemmesiden du prøver at få op på Google handler om økologiske hånddukker eller tunge industrimaskiner.
Det er langt sværere at få de besøgende til at blive på din hjemmeside og vælge den i stedet for konkurrenterne.

Få kunderne til at blive på siden
Det er vigtigt, at du kender dine besøgende.
Når først de besøgende har fundet frem til din side – enten via Google eller en anden indgang – gælder det om at holde fast på dem. Nogle af de tanker, der typisk går gennem en besøgendes hoved er:
“Hvor er jeg havnet henne?”
“Kan jeg finde det jeg ledte efter?”
“Kan jeg stole på at hjemmesiden ikke er fup og fidus?”
De to første “tanker” finder man som regel i forbindelse med landing pages.
Hvad er en landing page?
En landing page er den side den besøgende lander på, når personen følger et link. Linket kan komme fra en reklame på Google, en Facebook-reklame, et nyhedsbrev eller noget helt andet. Her kan du se et eksempel på en god og en dårlig landing page:
Jens fra Aalborg skal bruge en ny stiksav. Jens har dog så travlt, at han ikke har tid til at købe ind i det lokale byggemarked, så han vælger i stedet at købe en stiksav på nettet. Det er her, man som ejer af en e-butik skal være på dupperne. Jens skriver “køb stiksav” på Google og klikker på de to første sider, der popper op.
- Den første side sender Jens hen til forsiden af en gigantisk online sælger af værktøj. Med 20 kategorier at vælge mellem, mister Jens hurtigt tålmodigheden og lukker siden.
- Den anden side sender Jens hen til en underside dedikeret til stiksave. Her kan Jens se virksomhedens udvalg af stiksave i forskellige farver og størrelser. Han modtager sin nye stiksav dagen efter.
Det er ikke svært at se, hvorfor Jens valgte at købe hos butik nummer 2 – de var godt klar over hvad kunden var ude efter.
Sørg derfor for altid at sende kunden fra A til B på den rigtige måde. Det er de færreste, der har tålmodighed nok til at kigge hele din side igennem, for at finde det de er på jagt efter.

Giv dine besøgende en grund til at blive
Hvis dine besøgende kommer frem til din hjemmeside via forsiden, er det vigtigt at give dem et klart billede af, hvad det er du sælger/laver/tilbyder.
Derudover er der mange ting, der kan få de besøgende til at løbe efter udgangen. For eksempel:
- For mange reklamer – Reklamer kan være en nødvendighed for at få det hele til at løbe rundt, men lad det ikke være det første de besøgende ser.
- Irriterende brug af lyd og video – Musik på hjemmesiderne hører mest til halvfemserne og er heldigvis på kraftig retræte. Video kan derimod virke som en rigtig god introduktion til en hjemmeside eller et svært emne, der ville tage en evighed at forklare med tekst. Jeg vil dog anbefale at videoen starter på pause. En video der starter af sig selv kan enten skræmme eller irritere den besøgende, hvis han ikke forventer det.
- Uinspirerende design eller indhold – Indhold er alfa og omega. Det gælder især den tekst der står på din hjemmeside. Et levende sprogbrug er næsten altid at foretrække, frem for en tekst der prøver at slå Lixtal rekorden med finurlige ord og vendinger. Designet må også gerne ligne noget, der ikke er lavet af en 8-årig med Microsoft Paint.
- Sløve opdateringer – Hvis du har en blog eller bruger en blog i forbindelse med din forretning, skal den gerne være opdateret inden for nyere tid. Besøgende bryder sig ikke om at se et indlæg fra 2001 under “Nyeste indlæg”. Det er et signal om, at du ikke tager blog-delen af din hjemmeside seriøst.
Markedsføring er en vigtig del af at være virksomhedsejer. Der er forskel på traditionel markedsføring og online markedsføring. Man kan sagtens være dygtig til traditionel, offline markedsføring, uden at være særlig god til at sælge produkter og ydelser på internettet.
Hvis du ikke føler at du er med på noderne, når det gælder online markedsføring, vil jeg råde dig til at finde en der er. Der er mange penge at hente, hvis bare man gør det rigtigt.