Pinterest har fanget en stor målgruppe, som ikke tidligere har været online mere end højst nødvendigt: De analoge typer, der hækler mundservietter, slår søm i væggen og bager muffins, som de pynter med bær fra egen have.
Google har endnu ikke bygget Pinterest-populariteten ind i sin algoritme. Det vurderer Rand Fishkin fra SEOmoz (jf. nyhedsbrevet fra juni 2012), og så er det nok rigtigt. Med andre ord har det endnu ingen direkte betydning for en sides placering, om den pryder utallige opslagstavler på Pinterest.
Men det lader til at Pinterest i øjeblikket er det sociale medie, der bedst konverterer besøg til køb. Pinterest har et publikum bestående af 70 % kvinder – primært velstående kvinder. Via Pinterest kan man således få højkvalitetstrafik til sin netbutik. Det kræver at man satser stort på billedsiden og udgiver billeder, der appellerer til målgruppen og er nemme at ”pinne”.
Pinterest er et sted, hvor trendsættere går hen for at få inspiration, og det er derfor et oplagt sted at lancere nye livsstilsprodukter, der langes over disken med visuelle virkemidler. Derudover kan man bruge Pinterest til at identificere nye tendenser, få ideer til blogindlæg, infographics og design – både professionelle og gør det selv-typer finder her en guldgrube af inspiration.
Hvis du vil have fat i denne målgruppe anbefales det at:
- Gøre dine billeder appetitlige, så de bliver delt – det sker på Pinterest altid med et link til din side
- Gør det nemt og trygt for folk at dele ved at opfordre dem til det – glem jura og vandmærker
- Opret en Pinterest-konto og opbyg en fangruppe – det er ikke envejskommunikation; del også andres billeder
