Man må godt bruge passiver

Min baggrund som tekstforfatter en bl.a. en uddannelse som cand. comm. fra RUC (1999). På RUC var og er der mange dogmer. På det sproglige område blev det slået fast med syvtommersøm, at kommunikatører ikke må bruge verbalsubstantiver og passiver.

Verbalsubstantiver er udsagnsord, der camoufleres som navneord, f.eks. besparelse og træning, og passiver er udsagnsord med s på, f.eks. henvises, anses, formodes. Vi måtte heller aldrig nogensinde bruge det lille ord “man”, fordi det skjuler budskabet og lægger afstand til læseren.

Øvelserne var et nødvendigt opgør med det oppustede og selvhøjtidelige kancellisprog, som hærgede især de offentlige myndigheders kommunikation. Det var god træning i at forenkle en tekst og skære al fyldet væk. Men i dag er mangen en tekstforfatter faldet i den anden grøft; sproget bliver infantilt og omklamrende, og det er jo bare en anden måde at tale ned til folk på.

Jeg er ikke sprogforsker, men ser antydningen af en retro-tendens i den sproglige udvikling; ja, “man” kan godt bruge passiver og verbalsubstantiver, ligesom tiltalen De tilsyneladende får en renæssance (Weekendavisen holder fast!).

Man skal have en passende distance til sin læser – en tekst kan blive arrogant og tør, men den kan sandelig også blive indladende og sludrende. Det gælder om at finde den gyldne middelvej.

Humbug!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *