Sociale skabeloner og shopping – Polyvore.com

Hvis Facebook tror, at alt er godt, og de endegyldigt har fundet vejen til succes, kan de godt tro om. En global undersøgelse fra Global Web Index viser, at unges brug af Facebook er vigende. Det gælder særligt teenagere, som normalt er pionerer for sociale medier. En af årsagsforklaringerne er, at de unge ikke vil bruge samme sociale medie som deres forældre.

Der opstår hele tiden nye sociale medier, de ændrer hele tiden karakter, og brugerne er ikke så loyale som man tror. I “lang tid” har Pinterest været stedet, hvor den kreative klasse kan vise hinanden, hvor meget stil de har.

Polyvore.com er et nyt sted, der æder sig ind på de unges medieforbrug.

Et mekka for mode- og møbelentusiaster
Polyvore er ligesom populære Pinterest baseret på kreativ brug af billeder, men i modsætning til Pinterest, skal man lave collager. Hvor man på Pinterest “pinner” sine yndlingsbilleder på opslagstavler, kreerer man på Polyvore de såkaldte “sets”.

Brugerne får stillet et meget brugervenligt layoutværktøj til rådighed sammen med en gigantisk database af billeder, baggrunde og tekst. Det er nemmere end SnagIt og andre enkle billedprogrammer at skabe lige det udtryk, du ønsker – du skal bare få ideen. Det fede ved Polyvore er, at alle billeder findes i flere versioner, med og uden baggrund, så du kan montere billederne oven i hinanden, eksempelvis smide et par sofapuder i en sofa, eller sætte en nederdel sammen med en skjorte.

Hermed har den amerikanske virksomhed skabt en unik måde at eksperimentere med og præsentere sin stil for både forbrugere og leverandører.

Artiklens forfatter har her forsøgt sig med et set - et bidrag i en af Polyvores utallige konkurrencer - og fik 11 likes (weee!). Produktinfo fremgår, når man klikker på de enkelte elementer i collagen.
Artiklens forfatter har her forsøgt sig med et set – et bidrag i en af Polyvores utallige konkurrencer – og fik 11 likes (weee!). Produktinfo fremgår, når man fører musen henover de enkelte elementer i collagen.

En verden af virtuelle moderedaktører
De over 80 millioner collager, der falder indenfor kategorierne mode, skønhed, boligindretning mv., er en guldgrube af inspiration for dig, der skal tjekke op på nye tendenser, illustrere en artikel eller bare købe et eller andet. Skal du opdatere garderoben, kan du lave et “set”, der illustrerer de key items, du skal have fat i. Skal du give stuen en makeover, kan du eksperimentere med farver og former på alt fra gulvtæpper til lamper.

Billederne i databasen er nemlig i stort omfang produkter, som kan købes via Polyvore, idet mediet giver direkte adgang til de forskellige webshops.

Mainstreammediernes mode- og boligredaktioner må rive sig selv i håret, for hvad skal man med dyre bladabonnementer, når man har gratis adgang til Polyvore, hvor millioner af brugere er redaktører. Det filter som en traditionel redaktion lægger ned over mængden af stof, og som er nødvendigt for at få en god oplevelse, kan du selv oprette ved at søge på det du vil, eller vælge et af Polyvores temaer, der skifter hurtigere end Anna Wintour skifter trusser.

Polyvore beskriver da også deres mission som demokratisk:

“Polyvore disrupts the traditional e-commerce model by giving everyone everywhere a voice in shaping today’s trends and influencing purchases. Our savvy community is ahead of the curve, predicting trends before they hit the mainstream”.

Polyvore, der er placeret i Silicon Valley og New York, opstod i 2006, har tjent penge siden 2011 og havde i august 2012 over 17 millioner unikke besøgende, heraf 72% kvinder og 49% mellem 19 og 34 år.